Sådan undgår du at dømme

Vi dømmer konstant andre og os selv. Det er en del af det at være menneske, at vi definerer os selv via vores opfattelse, og opfattelsen stadfæstes via vores domme.

En dom er banalt set blot en slags intern vedtagelse om hvad "der er sandt her". Så når vi møder et andet menneske, så vil vi næsten automatisk skabe vores egen”sandhed” om hvem den person er. Det samme gør vi med os selv, og summen af vores domme over os selv udgør vores selvopfattelse.

Selvskabelse gennem dom

Problemet med den måde at se verden er, at vi “skaber” os selv, og alle andre vi møder. Dermed fornægter vi samtidig, at vi er skabt af vores Guddommelige kilde, fordi vi definerer os selv gennem dommene istedet for at se os selv i sandhed, som den perfekte sjæl vi er i sandhed. Denne erkendelse, at dom misskaber og forvrænger sandheden, er essentiel i al spirituel udvikling. For kun gennem denne erkendelse kan vi komme frem til spørgsmålet; hvem er jeg i sandhed? Sålænge vi ser dommene som sande, så stilles spørgsmålet ikke, og dermed lytter vi heller ikke efter svaret. Men den dag vi spørger, så kommer svaret også. Du er som du blev skabt af din guddommelige kilde, du er fuldstændig upåvirket af alt hvad du har oplevet i verden, og du er stadig præcis lige så perfekt som du blev skabt. Det fører til næste spørgsmål; hvordan kan jeg komme til at se mig selv, og andre i sandhed? Og svaret er, at det kan du ved ikke at dømme. Når du ikke dømmer, så hilser du sandheden velkommen, og den præsenterer sig selv når du ser forbi alle fristelser til at dømme dem du møder, og dig selv.

Hvordan undgår du at dømme?

Det er svært, så er det sagt! Det er svært, fordi det er en grundlæggende metode i hele den måde vi ser og oplever verden. Alt opleves gennem vores opfattelse, og al opfattelse er dom. Så det starter med en anden grundlæggende erkendelse, og det er, at det du oplever ikke er sandhed, det er kun en oplevelse som du ser gennem din opfattelse. Den eneste måde du kan gør det på, er ved hele tiden at huske hvem du, og alle andre er i sandhed, og det kan du gøre ved at følge 5 principper i alt hvad du gør.

  • Husk at alle grundlæggende har en kærlig intention.

  • Husk at ingen kan gøre dig noget.

  • Vis andre at de ikke har gjort dig noget

  • Vær altid rolig og i fred

  • Vær altid selvtilstrækkelig

Alle har grundlæggende en kærlig intention

Intet menneske vågner om morgenen med en intention om at gøre andre mennesker fortræd. Alle er grundlæggende kærlige. Men deres adfærd påvirkes af deres egen frygt, deres domme og deres frygt for andres domme. De fleste menneskers sind er styret af frygt, og et menneske i frygt reagerer fra frygten. Du kan være helt sikker på, at ethvert udtryk som ikke er kærligt kommer af frygt, og den eneste måde du kan opfatte det i sandhed er ved at se det som et “råb om kærlighed”. Du er med andre ord nødt til at se forbi frygten, og fastholde en grundlæggende tro på kærligheden i alt. Du må se forbi frygten.

Husk at ingen kan gøre dig ondt

Måden du “overlever” at se forbi er ved at huske, at ingen kan gør dig noget. Når du bliver såret af andres “angreb”, så er det fordi du har valgt at blive såret, du er trådt ind i offerrollen. Men ligeså vel som du kan vælge at blive såret, kan du istedet vælge ikke at blive såret. Eller sagt med andre ord; det er altid dig selv der beslutter hvordan du reagerer, og dermed også hvordan du har det. Ingen andre end du kan bestemme hvordan du skal vælge at reagere, og derfor kan ingen, andre end du selv, såre dig. Når du ved dette, så bliver du usårlig, for nu kan ingen gøre dig noget, og fra denne position er det ikke svært at se alle i sandhed, og dermed heller ikke at huske at alle grundlæggende har en kærlig intention.

Vis andre at de ikke har gjort dig noget

Når du ved at ingen nogensinde har gjort dig noget, så ved du også at de er uskyldige, for hvordan kan de være andet? Vær parat til at demonstrere dette i din adfærd. Vær altid venlig, tålmodig og imødekommende - uanset hvordan den anden opfører sig - for sådan viser du at du ikke anklager dem, og dermed inviteres de til at se deres egen skyldfrihed.

Vær altid rolig og i fred

Et sind uden frygt, et sind der lever i sandhed, er altid i ro og fred. Denne tilstand er permanent når frygten er helt opløst. Opsøg derfor altid roen og fred, uanset hvad der sker i verden. Betragt alt hvad der sker i verden som en fristelse til at forlade roen og freden, og beslut dig så for at blive. Når du bliver der, så slipper du dommen, for dommen er måden frygten udspilles når du reagerer på verdens fristelser til at blive bange, føle dig angrebet, føle dig svigtet, etc. Bliv blot i roen og freden, for når du ønsker det frem for alt, så slippes dommen nemt.

Vær altid selvtilstrækkelig

Du er altid nok. Du er ikke afhængig af, at andre giver dig anerkendelse. Søg istedet ind ad og find kærligheden i roen og freden, for med den oplevelse af kærlighed er der ikke behov for at “få den fra andre”. Det har iøvrigt aldrig været sandt. Ideen om at skulle få kærlighed fra andre er udelukkende blevet brugt til at du kunne bekræfte at du ikke var elsket nok. Men når du kigger indad, så opdager du, at du altid er nok.

Og når du oplever selvtilstrækkelighed i denne sande form, så giver det ikke mening at give andet end kærlighed til andre, og dermed har du heller ikke brug for at dømme.

Coaching -->