Når man lever fra sin guddommelig kerne, så lever man i tillid. Det er en tilstand hvor man har opgivet tanken om, at man får noget fra verden, eller at man selv kan opnå noget i verden. For man har erkendt, at alt kommer fra den Guddommelige kilde, og at alt gives som en gave.
Man forstår, at man ikke selv skaber, men at man er den, som oplever det skabte. Man forstår også, at man selv bestemmer hvad man vil opleve, gennem den indre dialog med sin skabende kilde.
I denne tilstand lever man i tillid, og man forstår fuldstændig de mekanismer, der skaber den verden man oplever, og man forstår, og respekterer, sin egen rolle i den.
I denne tilstand udlever man sin guddommelige vilje, fordi man lever i overensstemmelse med sit indre selv, og fordi man udlever den vision som man har fælles med sin kilde. Visionen om at opleve glæden ved det skabte.
Man forstår at alt hvad man oplever, er en gave fra sin kilde, og at gaven totalt afspejler hvad man selv har ønsket. Man forstår, at verden er et spejl af en selv, fordi den altid afspejler den sindstilstand, som jeg har valgt, og dermed hvad jeg har ønsket. Alt er til mig, for alt er fremkaldt til mig, fordi jeg ønskede det.
Man tager ansvar for alt hvad man oplever, netop fordi man ved, at alt afspejler sine egne ønsker. Og man forstår, at når man oplever noget som ikke fremkalder glæde, så er det fordi man har valgt forkert, og man må kigge indad for at finde kilden til det negative ønske i sit sind. Og så må man vælge igen.
Man forstår, at omstændighederne i verden blot er billeder af fortidens ønsker, og man bruger derfor ikke omstændighederne som et bevis for andet end fortidens ønsker. Man lader sig ikke bremse af verdens omstændigheder, for man ved, at man så blot gentager fortidens mønstre.
Opbygning af tillid
Man lever i tillid til sin guddommelige kilde. Og det vil sige, at man har sluppet ideen om, at man selv skal gøre noget. Man er blot, og i den væren oplever man det skabte.
Denne tilstand er fuldstændig anderledes end det vi har lært i verden, for her har de fleste af os lært, at vi selv skal tage ansvar for at skaffe det vi skal bruge. Og det hele er baseret på, at vi skal skal yde, før vi kan nyde.
Vi lærer fra vi er helt små, at vi skal yde en indsats for at kunne få noget, og at det vi får afspejler vores indsats.
Samfundet lærer os, at vi skal arbejde, og gøre os fortjent til at modtage vores løn. Vi skal uddanne os, og vi skal arbejde, og når vi har arbejdet et helt liv, så kan vi gå på pension de sidste år inden vi dør. Vi vokser ganske enkelt op med en grundlæggende tro på, at vi selv skal sørge for det som vi skal bruge for at overleve, og at luksus kun kommer til de få som har gjort sig særlig fortjent.
De to måder at leve på er totale modsætninger. I den ene gives alt uden begrænsning, i den anden skaffer man alt gennem hårdt arbejde.
De to perspektiver er så forskellige, at rejsen mellem dem opleves som dybt skræmmende for de fleste.
For det er en rejse. En rejse hvor du forlader ideen om at du selv skal skaffe, og i stedet accepterer sandheden om, at alt gives når du beder om det.
Den første er erkendelse er denne: Når jeg tror, at jeg selv skal skaffe, så er det hvad jeg ønsker at opleve, og det er derfor også den oplevelse jeg modtager.
Den anden er erkendelse er denne: Det jeg oplever er ikke bevis på at jeg selv skal skaffe, det er bevis på, at jeg får hvad jeg beder om.
Når man forstår, at man selv skaber det man oplever, så holder man op med at bruge verden som bevis for, at det man tror er sandt. Helt banalt fordi det er erkendt, at man selv skaber det man oplever.
Jo mere man lærer at se forbi omstændighederne, jo mere dristig bliver man i forhold til at forandre sin verden, for man er ikke længere bundet af fortidens beviser om hvordan tingene er.
Men det er en proces. Og den kan være meget svær, for at leve i tillid betyder, at man skal slippe kontrollen. Man skal turde træde ud i intetheden i tillid til at trinnet vil være der når foden rammer jorden. Man skal kunne slappe af i uvisheden, og træde til side, og lade universets mekanismer arbejde.
Skyggesiden
I stedet for at fokusere på omstændighederne, må vi kigge indad og arbejde med vores egne skyggesider. Vores indre kilde kan ikke opløse vores frygt, for ingen kan tage noget fra dig som du tror på. Det er kun dig selv der kan opløse frygten, og det gør du gennem en proces hvor du erkender, at den ikke er sand.
På din vej til tilliden bliver du udfordret af dine skyggesider, for de dukker op som fristelser til at træde ud af tilliden.
Det er alle dine negative overbevisninger, som aktiveres når du træder ind i tilliden. De popper op, og frister dig til at droppe ideen om at du gives alt, og i stedet fastholder de dig i det gamle paradigme.
Hvordan kan du modtage, hvis du tror du ikke er god nok?
Hvordan kan du have tillid, hvis du ikke tror, at du er værdig?
Hvordan kan du være elsket af din kilde, hvis du føler dig skyldig?
Disse skyggesider præsenteres af egoet som fristelser til at træde ud af tilliden, og det øjeblik du ser dem som sande, så har du sluppet tilliden. Når du ser dem som sande, så har du fornægtet sandheden, og dermed har du fornægtet din guddommelige kilde.
Din opgave er derfor at arbejde med dine skyggesider. Du skal arbejde med at slippe tvivlen, frygten og skylden, og du skal erkende, at også du er elsket ubetinget, og derfor har adgang til dine gaver.
Husk, at hvis du tror du ikke er værdig, så er det dit ønske, og så er det hvad du vil opleve. Mekanismen virker altid, også selvom du ikke tror på den.
Tillid kræver øvelse, og det betyder, at du må springe ud i det. Du kan ikke få garantier, og du kan ikke få kontrol over processen. Du må acceptere, at tillid handler om at slippe alle ideerne om selv at have kontrol.
Du må se forbi alle fristelserne til at træde ud af tilliden. Du må ignorere verdens omstændigheder, og du må opløse din frygt.
Dette er det farvand, du må navigere igennem for at nå til tilliden.
Resultaterne
Når du begynder at gøre det, så vil du opleve resultaterne, og for hvert resultat du oplever, vil du få styrket din evne til at leve i tillid.
Du kan ikke få nogen form for garantier, men du kan vurdere det på resultatet. Så når du ser resultatet, så må du erkende, at det er kommet til dig fordi du havde tillid.
Men du vil også opleve fristelser til at kalde resultaterne for “tilfældigheder”, og her må du så også huske at din opgave er, at opløse din egen tvivl og frygt. Og i stedet må du sige; det var det jeg ønskede, og det var det, jeg fik.
Det er en svær fase, fordi du befinder dig midt mellem to diametralt forskellige paradigmer. Men det den vej du må gå, og det er kun dig selv, der kan gå den.
Du får hjælp undervejs, når du husker at bede om den, for du får altid hvad du beder om. Hjælpen kommer fra din indre guide, og gennem de lærere som han peger på i verden.
Men du skal selv gøre arbejdet, og du skal selv se resultaterne. Det kan ingen andre gøre for dig. Du kan få hjælp, men du skal selv gøre arbejdet.
Photo by Jakob Owens on Unsplash
