Når du lever for at få andres anerkendelse, så har du solgt din sjæl for den anerkendelse, som du ikke engang kan være sikker på at få.
Du kender det sikkert godt. Oplevelsen af, at du ønsker en andens anerkendelse af, at du har gjort det godt, at du har gjort det rigtige, at du er smuk, at du er elsket. Behovet for andres anerkendelse kan opleves så stort, at vi indretter vores liv ud fra ideen om at please andre for at få den anerkendelse.
Pleasing
Når vi pleaser, så betyder det, at vi indretter vores adfærd efter hvad vi tror andre vil sætte pris på. Vi spiller en rolle, som vi tror vil give os den anerkendelse, som vi oplever at have brug for.
Vi pleaser når vi siger det, vi tror chefen vil have os til at sige. Vi pleaser når vi træder ind i rollen som søn/datter når vi besøger vores forældre, vi pleaser når vi fisker efter kærestens kærlighed, vi pleaser når vi indretter os efter andre mennesker i stedet for blot at være vores sande selv.
Et liv i pleasing
Mange lever et helt liv i pleasing. De har fuldstændig check på hvilke roller de skal spille i alle de situationer de oplever, og de har fintunet deres adfærd gennem mange år for at nå frem til det, som giver dem anerkendelse, son giver dem kærlighed, eller bare helt banalt en følelse af, at de har lov at være til stede.
Men et liv i pleasing er et fængsel, for alt er indrettet efter andres anerkendelse, og alt andet i personens liv opleves gennem pleasingens perspektiv.
Pleaserens onde cirkel
Hvor mange gange har pleaseren ikke oplevet at have givet så meget, men aldrig rigtigt fået det, som man havde brug for? Hvor mange gange har pleaseren set konkret bevis på, at metoden ikke virker? Der er formentlig mange eksempler. For nogle måske hundredevis af beviser. Livserfaringer som gang på gang har vist dig, at det ikke virker, og at det aldrig vil give dig hvad du reelt ønsker.
Men hvor mange gange er pleaseren ikke fortsat med at please på trods af beviserne på at det ikke virker.
Udfordringen er, at pleaseren kun kender pleasing, og derfor helt ubevidst imødekommer oplevelsen af skuffelse med endnu mere pleasing. Hvis man ikke får det man ønsker, så må man give endnu mere af det som man tror den anden vil have, så man endelig kan få det man har brug for.
Men det sker ikke, og man ender i bitterhed og afmagt. Bitterhed fordi man ikke føler sig elsket, afmagt fordi intet ser ud til at virke. Det er som om intet af det man gør virker, man bliver bare skuffet, igen og igen.
Det er pleaserens onde cirkel, når man sidder fast i pleasing selvom man har fået mange eksempler på at det ikke virker.
Prisen
Der er to konsekvenser af at please. For det første mister man kontakten med sin egen sandhed, og for det andet opbygger man intens indre vrede.
Hvis vi starter med vreden, så handler det om, at man reelt aldrig får oplevelsen af at have fået den anerkendelse man søger. Oplevelsen af anerkendelse er altid kortvarig, og erstattes hurtigt af frygten for at miste den, og så pleaser man endnu mere, og så stater hele cirkusset igen.
Den manglende oplevelse af at være hel, som pleaseren tror ligger i anerkendelsen fra de andre, fører til mere og mere frustration. Jo mere frustreret man er, jo mere skruer man op for pleasingen, og jo mere frustration opbygger man så. Det er en indre krudttønde, hvor presset blot øges og øges indtil den en dag springer i luften. Den indre vrede må simpelthen have udløsning. Og det sker enten ved en udadrettet reaktion, f.eks. had og vrede overfor dem, du har pleaset, eller ved en indre afmagt, der som regel opleves som sygdom; f.eks. depression, cancer, eller en anden sygdom, som fuldstændig sætter dig ud af spillet, enten permanent, eller i en periode. For dit sind er det bare en måde at flygte fra pleasingen ved at synke ned i afmagten.
Når presset på den indre krudttønde øges, så vil reaktionen komme. Formen kan være forskellig, det samme kan konsekvensen. Formen kan være alt fra et lille raserianfald til fysisk overfald, og konsekvensen for dig, kan være alt fra en følelse af afmagt til sygdom og død.
Men pleaseren mister også fuldstændig kontakten med sin egen sandhed. Man er aldrig sig selv, man er altid en rolle. Rollerne bliver det normale, og man ender med at tro, at de roller man spiller, er ens sandhed, at det er hvem man er i sandhed.
Men sådan er det ikke. Din sandhed er den du er uden rollerne. Din sandhed er den du er, når du ikke er afhængig af, at de andre skal give dig noget.
Din sandhed
Hvem er du uden dine roller? Hvem er du hvis du ikke er afhængig af andres anerkendelse? Hvem er du hvis din adfærd ikke er styret af, hvad du tror andre mennesker forventer af dig?
Mange af os ved det ganske simpelt ikke. Vores sandhed er tabt, fordi vi er selv fortabt i de roller vi spiller
Vejen tilbage til sandheden
For pleaseren starter rejsen tilbage til sandheden altid med erkendelsen af, at anerkendelsen fra andre først kommer når du er ægte, og at når du er ægte, når du lever i din sandhed, så har du slet ikke brug for anerkendelsen. Det kan virke paradoksalt, at du først for alvor får anerkendelsen, når du ikke længere har brug for den, men det er i praksis, det der sker. Du må slippe ideen om at du er afhængig af andre for at være lykkelig, eller at andre skal give dig tilladelse til at være til stede som dig selv.
Du skal turde stå ved sine egne følelser og ønsker. Du skal i enhver situation spørge sig selv hvad du i sandhed føler, og hvad du i sandhed ønsker. Det er slut med at tænke på hvad andre forventer, eller hvad du skal gøre for at få andres anerkendelse, nu er fokus udelukkende på hvad du føler, og hvad du vil.
Dem du har pleaset vil nu føle sig svigtet, og de vil forsøge at få dig til at træde ind i din gamle rolle, og ultimativt vil de sige, at du er egoistisk og arrogant. Men det er ikke sandt, du er bare stoppet med at danse efter deres pibe, og sætter nu selv retningen.
For den der har levet i skyggen af andres anerkendelse, er dette et kæmpe skridt, og det virker helt uoverskueligt at skulle træde ud af det man er vant til, og at skulle træde ind i noget, som man reelt har glemt hvad er.
Derfor er det også sjældent noget man gør det før man er kommet så langt ud i desperation, at man har erkendt, at de metoder man har brugt hidtil ganske enkelt ikke giver dig oplevelsen af indre glæde, tilfredshed og helhed.
Selvværd
Men det hele handler i bund og grund om manglende selvværd. Og en misforstået tro på, at dit selvværd kommer gennem andres anerkendelse. Dette er årsagen bag pleasing, og det er fuldstændigt forkert. Dit selvværd er intet andet end et spejl af din egen selvopfattelse, og jo mere du underminerer din selvopfattelse ved at søge andres anerkendelse, jo dårlige bliver dit selvværd.
Pleaseren må ganske enkelt erkende, at han allerede er god nok. Han må erkende, at det han er i sandhed, det lys han bærer i sit sind, allerede er perfekt.
Han må erkende, at den største gave han kan give sig selv, og alle andre, er at turde være sig selv. Altid. I enhver situation. Uanset omstændighederne.
Photo by Kristina Tripkovic on Unsplash
