Hvem er din indre guide?

Vi har alle en indre guide som hjælper os med vores rejse gennem denne verden. Hans opgave er, at guide dig på en måde, hvor du bruger verden som et læringsredskab til at forstå, hvem og hvad du er i sandhed.

Måske har du allerede forstået, at det du oplever i denne verden ikke er din sandhed, og at du er så meget mere end det. Måske er du allerede bevidst om, at du har en indre guide, og dit fokus er nu på, hvordan du hører ham.

Hvem er han?

Din indre guide er dit højere selv. Den del af dig som kan formidle sandheden til dig, og som ved hvem du er, og derfor kan guide dig til at udleve dit højeste selv i denne verden med henblik på, at du en dag erkender dit fulde potentiale, og dermed dit sande selv. Det er “rejsens” formål, og det er din guides opgave at hjælpe dig.

Din indre guide har mange navne; Stemmen for Gud, Helligånden, Sandheden, Din skytsengel, etc. Det betyder ikke noget hvad du kalder den, så længe du anerkender, at den er der.

Jeg mødte min guide som Jesus. Jeg læste i en bog af Dalai Lama, at det var nødvendigt for mig, at påkalde en underviser, en som kunne vise mig vejen. I bogen stod der, at jeg blot skulle gå i meditation og påkalde min lærer, og jeg kunne selv beslutte hvem det skulle være. Jeg har altid følt mig tæt knyttet til Jesus, og derfor kaldte jeg på ham. Han kom til mig i meditationen, og de næste 5 år underviste han mig hver morgen. Nu er han bare en del af mig, og jeg forstår nu, at det er min egen sandhed, som taler til mig, og at mit valg af Jesus åbnede mit sind til at lytte til min guide, for det var ikke svært for mig at have tillid til Jesus.

Da jeg begyndte at læse det spirituelle værk “Et Kursus i Mirakler” mødte jeg den samme stemme, som nu blev kaldt Helligånden og Stemmen for Gud. Det var samme stemme, og det var her, at jeg blev bevidst om, at det ikke betyder så meget hvad vi kalder stemmen, men det gør en kæmpe forskel i vores liv, at vi lærer at lytte, og have tillid til den.

I sandhed er alt eet, og det betyder, at intet er adskilt fra dig. Ideen om at det er en anden person, der guider dig kan derfor ikke være sand. Men i en periode kan det være en hjælp at forestille sig, at det f.eks er Helligånden, der guider dig. Men på et tidspunkt vil du forstå, at det er dig selv, for det kan ikke være andet.

Men det er også trygt at vide, at det er dig selv, for det gør det nemmere at have tillid. Mærk efter hvad der virker rigtigt for dig. Alt er ok, så længe du anerkender, at du har en guide som vil dig det godt.

Løftet

En af grundene til at jeg skulle læse “Et Kursus i Mirakler” var, at jeg skulle introduceres til hans løfte til os. I kapitel 20 er der en tekst, som kaldes for “Løftet”. Det er en tekst, som beskriver hvad vores guide vil gøre for os, hvis vi tør have tillid til ham.

Prøv selv at læse det.

“Han vil gå foran dig, og gøre din vej lige, og ikke lade nogen sten du kan snuble over ligge på vejen, og ingen hindring lade være som kan blokere din vej. Intet du har brug for vil blive dig nægtet. Ikke en eneste tilsyneladende vanskelighed vil ikke smelte væk før du når den. Du behøver intet at tænke på, kan være ubekymret om alt, undtagen det ene formål” (Et Kursus i Mirakler, side 429).

Og det formål du stadig skal bekymre dig om, er at vende tilbage til dit sande selv.

Det er en fantastisk tekst. Det han siger er, at du ikke behøver at frygte noget mere, du vil ikke længere være i tvivl om hvad du skal, og du er fuldstændig fritaget for andet ansvar end at fokusere på at vende tilbage til kærligheden. Du har ingen bekymringer, for han fjerner alle blokeringer på din vej, og du vil aldrig mangle noget, for intet du har brug for vil blive dig nægtet.

Jo mere du læser denne tekst, jo dybere går den, for den ændrer dit liv fuldstændigt. Jo mere du lærer din guide at kende, jo mere forstår du omfanget af det, og jo mere forstår du, at den skal tages bogstaveligt.

Prøv at forestille dig hvordan dit liv ville være, hvis du oplevede det, som han lover dig. Det er sådan det var meningen at du skulle leve, det er sådan du lever din sandhed!


Photo by William Bout on Unsplash

Coaching -->