Lær at sætte grænser

Hvis du lever et liv hvor du gang på gang accepterer at dine grænser overskrides, så har du underkastet dig et regime hvor dine egne følelser og ønsker må tilsidesættes for altid. Vil du ændre det, så må du lære at sige fra. Du må lære at mærke hvor dine grænser går, og du må kommunikere dem til dem omkring dig.

Det er et hot emne p.t. Nyhederne er fyldt med krænkelseshistorier hvor vi hører om at folks personlige grænser er overskredet på den ene eller den anden måde. Vi lærer at der er ofre, og der er dem der udfører overgrebene, de skyldige. Vi ser entydigt den der udfører overgrebene som ansvarlig, for vi har en fælles forståelse om, at offeret altid er uskyldig. Og sådan er det selvfølgelig også når vi ser det gennem verdens forståelse af situationen.

Men der er en anden fortælling, og den handler om at vi alle skal lære at tage ansvar for det vi oplever i vores verden. Og derfor skal vi også alle lære at sige fra overfor overgreb.

Verden afspejler vores sindstilstand

Den verden vi oplever er et spejl af den tilstand vores sind er i, og tilstanden er valgt ud fra de overbevisninger vi har om os selv og om verden. Eller sagt på en anden måde; det vi tror om os selv og verden, er også det vi ser i verden. 

Verden kan ikke gøre andet end at spejle dig, og derfor må du også finde al årsag til det du oplever i dig selv. Det betyder, at hvis andre overskrider dine grænser, så er det fordi du har overbevisninger om dig selv, som gør det muligt. Du har ganske enkelt nogle overbevisninger om dig selv, som gør, at du oplever at folk overskrider dine grænser.

Hvis man ikke forstår, at det er sådan, så vil man se sig selv som et uskyldigt offer, og man vil gang på gang opleve overgreb fra andre på den ene eller anden måde. Og for hvert overgreb du oplever bliver du bekræftet i, at de negative overbevisninger du har om dig selv, er sande. 

Karma

De overbevisninger som skaber oplevelsen er baseret på nogle oplevelser som du har haft, hvor du accepterede, at du var mindre værd end andre. Det kan være i dette liv, men det kan også meget nemt være noget som du har taget med dig fra tidligere liv. 

Hvis du har taget overbevisningen til dig i et tidligere liv, så vil en akasha-læsning kunne afdække det. Hvis den er opstået i dette liv, så vil det ofte være baseret på oplevelser du har haft som barn.

Latente pleasere

Nogle af os er latente pleasere. Det er mennesker, som vil gå meget langt i forhold til at please andre, og derfor har meget svært ved at sætte grænser overfor andre mennesker. Der er noget i pleaseren som tror, at hvis de bare går foran med et godt eksempel, så vil andre også lære af det, og så vil alt blive godt. Derfor går de ofte til ekstremer i forhold til at lade andre overskride deres grænser.

Men uanset hvor godt du behandler andre mennesker, så ændrer det intet ved den overbevisning du har i dig selv som skaber overgrebene. Det er den du skal ændre hvis du vil se reel forandring.

Et råb om hjælp

I et “Kursus i Mirakler” lærer vi, at alt adfærd enten er et udtryk for kærlighed eller for et råb om kærlighed. Det betyder, at alt kommer af en kærlig intention, også selvom det udspiller sig på en ukærlig måde. 

Andres overgreb kan derfor forstås som et råb om hjælp, selvom det udspiller sig på en ukærlig måde. Det kan f.eks være et kejtet forsøg på at få kærlighed fordi personen ikke føler sig elsket. Det kan også handle om f.eks mindreværd, hvor man forsøger at hævde sig ved at nedgøre andre. 

Det er selvfølgelig uacceptabel adfærd, men tilgangen er, at det må tilgives fordi det er et råb om hjælp.

Men der er to ting, der er ekstremt vigtige at forstå.

For det første, så skal alle overgreb stoppes, for det fører intet godt med sig. Intet overgreb er kærligt, og derfor fører det aldrig noget godt med sig for nogen af parterne. Det gør kun ondt værre for alle.

For det andet, så må man som offer forstå, at man selv har et ansvar.  For uden de negative overbevisninger i dig, så havde overgrebet ikke været muligt. Og det er derfor vigtigt, at du selv tager ansvar for at ændre de mekanismer i dig selv, hvis du vil undgå fremtidige overgreb. 

Det er således ikke tilstrækkeligt at tilgive den anden for hans adfærd, du må også tilgive det i dig selv, som gjorde det muligt.

Du må ændre adfærd

Uanset om dine overbevisninger handler om karma eller om du er “latent pleaser”, så er kuren den samme. Du må ændre din adfærd, når du oplever grænseoverskridende situationer.

Hvis du gang på gang oplever overgreb fra andre mennesker, og du i årevis har prøvet at få de andre til at forandre sig uden at det har ændret noget som helst, så er du måske parat til at erkende, at hvis du vil se en reel forandring, så må du selv tage ansvar for det du oplever, og beslutte dig for at ændre det i dig selv. For det er den eneste måde du kan forandre noget som helst.

Hvis verden er et spejl, så giver det ikke mening at ændre spejlbilledet. Du må ændre det som står foran spejlet, for så forandres spejlbilledet også.

Tilgivelse af overbevisningerne

Hvis den negative overbevisning er opstået i et tidligere liv, så kræver det som regel professionel hjælp af få afdækket hvad det var for en hændelse. Men da den også udspilles i dette liv kan man godt finde frem til selv overbevisningen uden at have kendskab til den oprindelige hændelse som skabte den. 

Hvis det er en overbevisning som er opstået i dette liv, så vil du formentlig selv kunne finde den når du har afdækket overbevisningerne. 

De overbevisninger du har i dit sind, som gør overgrebene muligt må erkendes og slippes for de er ikke kærlige for dig mere.

Men det er ikke nok med tilgivelse, du må også helt konkret ændre din adfærd, for ellers genopbygger du blot overbevisningen i dit sind. Du må lære at sige fra, og sætte grænser for andre.

Mærk dig selv

De fleste er nødt til at starte med at lære at mærke sig selv, så de ved hvor deres grænser egentlig går. Hvis du i hele dit liv har været vant til at tilsidesætte dine egne grænser, så er du måske slet ikke i kontakt med dem.

Men du kan altid mærke dig selv, du skal bare lade være med at ignorere følelserne. Du kan sagtens mærke hvornår din teeenager er gået over stregen, og du ved udmærket godt hvornår du føler din veninde har udnyttet dig, etc. Det er nye er blot, at du skal tillade dig selv at mærke de følelser, så du forstår hvad du gør ved dig selv når du ikke siger fra. 

Sig fra

Når du mærker, at en anden overskrider din grænse, så skal du sige det. Sig ganske enkelt til dem, at det de lige gjorde ikke er ok med dig. 

Sig nej når det ikke føles rigtigt for dig, også selv den anden bliver ked af det. 

Oplever du egentlige fysiske overgreb, så gør det klart for den anden, at det skal stoppe, og det vil have konsekvenser hvis det ikke stopper nu.

Jo mere du siger fra, jo mere ændres din oplevelse i verden, og jo mere ændres din selvforståelse. 

I starten er det svært, men en dag, så er det noget du gør helt automatisk. 

Din verden forandres

Du vil opleve, at din verden forandres, for den må nu afspejle en person som har et højere selvværd, og som ikke udsættes for overgreb. 

Det kan sagtens betyde, at nogle af de mennesker du har omkring dig i dag forsvinder ud af dit liv, fordi du ikke længere er et match for deres behov. De kan f.eks ikke længere bruge dig til at hævde sig selv, eller til at få aflad for deres manglende selvværd.

Det er ok. Det kan føles som om du bliver forladt, men det er bare en overgang indtil de mennesker du nu er et match for, begynder at dukke op i dit liv. 

Hvis du er i et forhold som overskrider dine grænser, så vil det enten ændre sig, eller slutte. Men du kan være helt sikker på, at det ikke kan fortsætte som nu, medmindre du er parat til at falde ind i dit gamle mønster igen.

Tag ansvar for det du oplever i dit liv. Kig på dine overbevisninger og tag ansvar for at tilgive dem som ikke tjener dig.  Men skab også de konkrete forandringer i dit liv ved at ændre din adfærd, også selvom det kan virke svært. For det er den eneste måde, du kan skabe varig forandring.


Coaching -->