Al sygdom er af sindet, og al healing er derfor også af sindet. Alt hvad der accepteres i sindet er en beslutning, det er derfor også vigtigt at forstå, at al lidelse, også sygdom, er en beslutning.
Healing sker derfor også udelukkende ved at patienten ombestemmer sig, at han beslutter anderledes. Han fjerner den værdi han har lagt i lidelse, og helbredelsen sker.
Kroppens healing er en projektion. Du ser ikke kroppen, du ser kun opfattelsen af den. Man kan derfor heller ikke heale kroppen, man må heale opfattelsen, og det er blot endnu en beslutning i det sind der opfatter.
Udfordringen er, at de fleste tror at sygdom opstår i kroppen. De har ingen erkendelse af hvor årsagen er, og de leder derfor efter den hvor den ikke er - de leder efter årsagen i kroppen.
Den krop du oplever er en virkning, en effekt af dine tanker, og alt hvad du oplever sker med kroppen er på samme måde en effekt af dine tanker. Dine tanker er i sindet, og de tanker du vælger at tro på, bliver til overbevisninger som du ikke længere stiller spørgsmålstegn ved. Det er årsagen til at du tror på din opfattelse af kroppen, og også årsagen til at du tror sygdom kan opstå i kroppen.
Men sygdom og lidelse er også blot en tanke som du har accepteret som virkelig, og som du nu tror er virkelighed.
Det du tror er virkelighed, er det som din opfattelse viser dig. Hvis du tror du er en krop, og du tror på sygdom, så vil du se en syg krop. Så simpelt er det.
Så hvad er så healerens opgave?
Han må være en reminder om at der er et andet valg som patienten har glemt. Healerens blotte tilstedeværelse kan fremkalde dette.
Det som healeren må minde om er, at Gud allerede har sendt dem det de skal bruge for at helbrede sig selv. Han peger på Helligånden, som er Guds svar på deres ide om at være i opfattelsens verden.
Det er ikke healerens opgave at heale, for det er kun patienten selv der kan det. Det er blot hans opgave at minde om Gud, og at være kanal for Helligånden som taler gennem dem.
Således bliver healeren en kanal for healing, som blot er at minde patienten om at han har et andet valg.
Healeren må se forbi patientens historier om sygdom, for han ved at alle sygdomme er det samme. De har samme funktion, og derfor er de ens. Han ved at illusioner ikke kan have nogen effekt, og gør derfor ikke patientens opfattelse sand ved at bekræfte deres historie. Sygdommen har ingen betydning, og der er ingen forskel på sygdomme.
Hvis man kan acceptere forudsætningen om at al sygdom er skabt i sindet, og at det man oplever i kroppen blot er en virkning af den årsag som er i sindet, så bliver det også nemt at forstå at der ikke kan være forskelle på sygdomme. De er alle det samme, de er alle illusioner. De opfattes forskelligt hos patienten, han ser store forskelle i sygdommens virkning, og han ser også store forskelle i de metoder der skal til for at helbrede sygdommen. Men dette er kun tilsyneladende, og kun fordi patienten rent faktisk tror på at sygdommen findes, og derfor også oplever den.
Set som illusioner er der ingen forskel på sygdomme. Den tilsyneladende forskel der er, falder fuldstændig til jorden, for en illusion er en illusion, og hvordan kan der være sværhedsgrader i noget som ikke findes? Dette er healerens udgangspunkt, for alt andet vil være en virkeliggørelse af sygdommen. Hvis healeren ser forskelle i sygdomme, og anerkender sværhedsgrader i deres helbredelse, så har han bekræftet illusionen, og har dermed styrket sygdommen i patienten. Hvis det sker, så må det erkendes som en fejl, og det må tilgives som sådan.
Healeren må minde patienten om, at han ikke har skabt sig selv. Og at det som Gud har skabt, for evigt må være som Han skabte det. Sandheden i healerens sind rækker ud til sandheden i patientens sind, og det skaber grundlag for at patienten kan beslutte igen. Han må træffe en anden beslutning.
Ingen healer bør måle sin succes på om modtageren ser ud til at være healet. Det er ikke hans opgave at vurdere hvornår helbredelsesgaven skal modtages, han skal blot have tillid til at den vil blive modtaget på den måde som det er meningen. Healeren kan ikke vurdere effekten.
